Velkommen til Sommercamp 14.-20. juli 2012
SommerCamp er for alle, som ønsker at kombinere ferie, kirke og fællesskab for hele familien. Sidste år var vi 4.141 deltagere, hvoraf de 3.144 enten boede på CampPladsen i en af de 580 campingenheder eller på en af skolerne. I år forventes endnu flere deltagere.
Vi ønsker med SommerCamp at styrke den lokale kirke. Mange kirker har i flere år haft bygader på campen, og flere vælger at bruge ugen i Mariager som en forlænget menighedslejr. Vi vil opmuntre kirker, som ikke har haft deres egen bygade før, til at benytte sig af denne mulighed.
Noget for alle
Vi har et ønske om at være en camp for alle generationer. Fra de små i MiniGUF til det grå guld i Classic vil programmerne være spækkede med kvalitet, kreativitet og mange frivillige, som brænder for at gøre en forskel.
SommerCamp er en af landets billigste kirkecamps, og samtidig en af de største. Vi ønsker, at det skal være muligt for alle at være med, og derfor har vi med indsamlede midler mulighed for at støtte deltagere på SommerCamp med et wildcard.
Vi er taknemmelige over alle de internationale deltagere, der hvert år kommer til campen. Vi forventer, at der i år kommer endnu flere, og derfor udvides tolkningen også år for år til endnu flere sprog.
Frivillighed
For at få tingene til at fungere er vi meget afhængige af, at mere end 300 frivillige hjælper til. Hvis du har lyst til og mulighed for at hjælpe, kan du på hjemmesiden se, hvilke ”jobs” vi mangler at få besat, og du kan tilmelde dig som frivillig samt læse om de fordele, de frivillige har.
Gæstedag & Kick off
Som noget nyt gør vi torsdag til gratis gæstedag. Det er tanken, at du som deltager på SommerCamp kan invitere dine venner, familie, naboer eller andre med til Mariager og lade dem opleve stemningen en enkelt dag.
I år har vi valgt at afslutte campen med et stort kick off-møde, hvor de forskellige spor vil komme med festlige indslag.
Vel mødt på SommerCamp 2012
Allan Egebjerg Madsen, campkoordinator og Jens-Henrik Kirk, campleder
Video fra Sommercamp 2011
Se video fra møderne fra Sommercamp her.
Video fra møderne sendes i samarbejde med KKR TV i København.

